Om mig

Gammeldags på den gode måde...


 

Jeg hedder Michael Norup. Jeg har været konservativ hele mit liv og aldrig stemt anderledes. Jeg er nyvalgt konservativ Folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds.

Jeg er 51 år gammel og har altid haft et arbejde i det private erhvervsliv, lige fra jeg gik med aviser for Herning Folkeblad til i dag hvor jeg er salgs- og marketingschef i et større dansk firma.

 

Jeg er født op opvokset i Herning, og i hele mit liv har min base og mit grundlag været Midt- og Vestjylland. Jeg er rundet af ”Herning ånden”. Det at få tingene til at ske og bidrage med en indsats, der gør en forskel, er noget af det, der driver mig.

 

Jeg er vokset op med forældre der var selvstændige radioforhandlere, hvorfra jeg har min grunduddannelse i salg. Jeg har været i butik i mine unge år, kørende sælger, salgskonsulent, distriktschef og salgschef med ansvaret for Europa.

 

I 17 år har jeg været i min nuværende stilling som salgs- og marketingchef hos en større familieejet virksomhed. Jeg er ansvarlig for salget på både det danske marked og på eksportmarkederne.

Det er gennem årene blevet til mange opgaver i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Holland, Polen, Østrig, Tyskland, Belgien, Frankrig, England og Kina.

 

Med 37 år i det private erhvervsliv tør jeg godt påstå, at det er virksomhederne og folk, der går på arbejde, der er fundamentet for velfærdssamfundet. 

 

Jeg har i mere end 27 år været gift med Pia, som er økonomichef, og vi er bosiddende i Sunds. Vi har sammen to sønner på 23 og 26 år. Om sommeren bruger jeg fritiden på sejlads med udgangspunkt fra Glyngøre og primært i Limfjorden. Om vinteren fortrækker vi til sommerhuset, som ligger ved Ringkøbing fjord. I mange år har jeg også drevet jagt, og det at komme i naturen i alt slags vejr, gerne med hunden, er godt for sjælen.

 

Jeg har i mange år været medlem af Odd Fellow broderloge nr. 45 Enrico Dalgas i Herning, hvor jeg i flere år også har være embedsmand, som svarer til at være en del af bestyrelsen i en almindelig forening. Odd Fellow Ordenen er en verdensomspændende organisation med flere hundrede tusinde medlemmer med et etisk og humanitært formål, hvor personlig udvikling, livsindhold og næstekærlighed er nogle af de grundlæggende værdier. At være med i en broderloge er et afbræk i en fortravlet hverdag. Møderne giver mig rum til bare at være og inspirerer mig gennem kloge brugbare ord, foredrag og socialt samvær.

 

Familien er for mig det vigtigste og tiden sammen med familien er limen, der holder det hele sammen. Det at være en del af mine drenges liv betyder rigtig meget for mig. At kunne spare og hjælpe hinanden. Og jeg er nu så heldig, at jeg også har fået glæden ved børnebørn og det er utroligt, hvad det giver.

 

Jeg tror på, at man når man kan, skal man yde en indsats og være med til at tage ansvar. Derfor har jeg gennem årene involveret mig i frivilligt foreningsarbejde. Jeg har været formand for flere foreninger og trives godt med alle former for bestyrelsesarbejde.



Jeg er i dag udpeget som domsmand ved Vestre Landsret i Viborg. Vores retssystem er en af de vigtigste grundpiller i vores samfund. Og her er det væsentligt at nogen bidrager til at dømme ud fra almindelig sund fornuft og på baggrund af de livserfaringer, man har med. At sidde som domsmand har givet mig et indblik i vores retsvæsen og de skæbner der kommer igennem det.

 

Den humoristiske tilgang lægger jeg stor vægt på, livet skal ikke være så kedeligt. Vi kan jo ligeså godt have det lidt sjovt og hygge os, når vi er sammen.

 

Jeg lider af ”teknitis”. Alt hvad der har med elektronik at gøre, vil jeg gerne have fingrene i. Og der er jo ingen grund til at gå ned på udstyr J

 

Hvorfor så pludselig politik?

 

Salg og politik ligner på mange måder hinanden. Det er et spørgsmål om at bruge to øre og en mund. Lytte til behovene og udfordringerne, og derefter komme med konkrete og brugbare løsninger. Præsenteret i et forståeligt og enkelt sprog så modtageren, ikke er i tvivl om, hvad der købes ind på.

 

Jeg brænder for de konservative værdier, og har været med på sidelinjen i mange år. Jeg var medlem af Konservativ Ungdom i mine skoleår, og har aldrig sat mit X på andre partier, end hos de Konservative.